|
FN's Sikkerhedsråd
besluttede den 21. februar 1992 at
oprette UNPROFOR, United Nations
Protection Force. Styrken skulle
overvåge våbenhvilen i Kroatien, hvor
den holdt øje med et område svarende til
den selvudråbte serbiske republik
Krajina.
Den 11. december 1992
besluttede Sikkerhedsrådet at udvide
styrken til også at omfatte en
forebyggende indsats i Makedonien (FYROM),
UNPREDEP, United Nations Preventive
Deployment Force. Det skete på
invitation af landets præsident.
UNPROFOR I blev opløst
den 31. marts 1995, da den kroatiske
regering ikke accepterede styrkens
fortsatte tilstedeværelse i Kroatien.
Sikkerhedsrådet vedtog derfor at
omstrukturere UNPROFOR ved at splitte
den op i tre styrker, som blev samlet
under betegnelsen UNPF, United Nations
Peace Force, med hovedkvarter i Zagreb i
Kroatien. De tre var: UNCRO, United
Nations Confidence Restoration
Operation, i Kroatien; UNPROFOR II i
Bosnien-Herzegovina og UNPREDEP i
Makedonien (FYROM).
Fokus var i den mellemliggende periode
på Bosnien-Herzegovina, hvor konflikten
brød ud i 1992 og varede frem til 1995.
Både kroater og serbere havde store
interesser i området, og brede politiske
kredse i begge lande så det gerne delt
op med tilknytning dels til Kroatien,
dels til Forbundsrepublikken
Jugoslavien.
UNPROFOR I fik fra midten af 1992
ligeledes opgaver i Bosnien-Herzegovina,
hvor beskyttelsen af Sarajevo lufthavn
var først i rækken. De blev siden
udvidet til at dække også støtte til
udbringning af nødhjælp og beskyttelse
af civile konvojer, samt bl.a.
overvågning af flyforbuddet over
Bosnien-Herzegovina. |